Love

Love for GRUNDEJERFORENINGEN KIRSEBÆRHAVEN Solrød Strand.

Link til pdf-fil for print af GF LOVE pr. august 2020

§ 1.

Foreningens navn er “Grundejerforeningen Kirsebærhaven” med hjemsted i Solrød Kommune.

§ 2.

Foreningens formål er at varetage medlemmernes fælles interesser, såvel overfor private som overfor det offentlige.

§ 3.

Medlem af foreningen er enhver ejer af en eller flere parceller, der er udstykket fra matr. nr. 18-b, 18-id og 18-ii af Solrød by og sogn.

Ejere af tilstødende ejendomme kan optages som medlemmer af foreningen.

§4.

Klager og andre henvendelser vedrørende foreningens forhold skal indgives skriftligt til foreningens formand.

Medlemmerne er pligtige til at rette sig efter bestyrelsens givne anordninger, nar disse er truffet i overensstemmelse med foreningens love. Medlemmer, der mener sig forurettet derover, kan indgive skriftlig klage for den førstkommende generalforsamling. Klager skal være formanden i hænde senest den 1. marts det pågældende år. Bestyrelsens anordninger er gældende indtil generalforsamlingens afgørelse foreligger.

§ 5.

Foreningskontingentets størrelse fastsættes på den ordinære generalforsamling og indbetales til kassereren efter nærmere fastsatte og af generalforsamlingen godkendte regler.

Alle medlemmer hæfter økonomisk for, hvad der lovligt er vedtaget på en generalforsamling.

Udgifter til anlægs etablering og drift pålignes de enkelte parceller med lige store beløb.

§ 6.

Bestyrelsen kan til enhver tid træffe bestemmelse om at lade restancer og anden skyld til foreningen inddrive ad retslig vej.

§ 7.

Medlemmerne legitimerer sig på forlangende på generalforsamlingen ved gyldig kontingentkvittering. Medlemmer, der står i restance udover 2 måneder til foreningen kan ikke deltage i eller stille forslag til generalforsamlingen.

Ethvert medlem/lodsejer kan højst tillige repræsentere et andet medlem/lodsejer gennem en skriftlig fuldmagt.

§ 8.

Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed i alle anliggender.

§ 9.

Ordinær generalforsamling afholdes i marts måned og indkaldes med mindst 14 dages varsel pr. mail og på foreningens hjemmeside, sammen med dagsorden, regnskab, budget og eventuelle forslag.

§ 10.

Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal indeholde følgende punkter:

1. Valg af dirigent.

2. Forelæggelse af bestyrelsens beretning om foreningens virksomhed i det forløbne år.

3. Forelæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse.

4. Indkomne forslag.

5. Orientering om budget og fastsættelse af kontingent.

6. Valg.

7. Eventuelt.

Medlemmers forslag, der ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal være bestyrelsen skriftlig i hænde den 1 . marts det pågældende år Forslag, som ikke er påført dagsordenen, vil ikke kunne komme til afgørelse.

§ 11.

Ekstraordinær generalforsamling indkaldes efter bestyrelsens beslutning eller på skriftlig begæring af mindst 1/3 af foreningens medlemmer med angivelse af dagsorden.

Bestyrelsen indkalder til den ekstraordinære generalforsamling senest 5 dage efter, at lovlig begæring herom er fremsat. Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling skal ske med mindst 8 dages varsel og med angivelse af dagsorden.

§ 12.

På generalforsamlingen vedtages forslag med almindeligt stemmeflertal, se dog § 13.

Stemmeafgivelsen sker skriftligt, såfremt 5 af de fremmødte fordrer det.

Til hver parcel indenfor grundejerforeningens område hører på generalforsamlingen 1 stemme.

§ 13.

Ændringer til foreningens love, herunder opløsning af foreningen, kan kun vedtages, når mindst 2/3 af de afgivne stemmer på generalforsamlingen er for forslaget, og mindst halvdelen af foreningens medlemmer er tilstede ved generalforsamlingen.

Er et tilstrækkeligt antal medlemmer ikke mødt til stemmeafgivelse indkaldes med 8 dages varsel til en ekstraordinær generalforsamling til afholdelse senest 14 dage efter. På denne generalforsamling skal mindst 2/3 af de afgivne stemmer være for lovforslaget for, at dette kan vedtages.

Ved foreningens opløsning træffer generalforsamlingen ligeledes bestemmelse om anvendelse af foreningens formue.

Ved foreningens opløsning er respektive medlemmer selv ansvarlige for evt. oprettelse af vejlaug eller lignende, jfr. respektive medlemmers tingbogsforpligtelser.

§ 14.

Grundejerforeningen ledes af en bestyrelse på 5 medlemmer, der af generalforsamlingen vælges for 2 år ad gangen, idet formanden og to bestyrelsesmedlemmer vælges i ulige år og to bestyrelsesmedlemmer vælges i lige år.

Formanden vælges af generalforsamlingen.

Bestyrelsen konstituerer sig selv. Den er beslutningsdygtig, når mindst 3 medlemmer er tilstede. Alle beslutninger vedtages ved simpelt stemmeflertal.

Herudover vælger generalforsamlingen hvert år en revisor og en revisorsuppleant samt en bestyrelsessuppleant.

Genvalg kan finde sted.

Fratræder formanden i utide, vælger bestyrelsen af sin midte en midlertidig formand, der virker indtil næste generalforsamling.

§ 15.

Regnskabsåret er kalenderåret.

Årsregnskabet aflægges af kassereren til bestyrelsen i februar måned.

Revision af regnskaberne foretages af den af generalforsamlingen valgte revisor.

Årsregnskabet underskrives af revisor og bestyrelsen.

§ 16.

Bestyrelsen varetager foreningens interesser og har myndighed til at tage

bestemmelse om foreningsforhold for så vidt lovene ikke foreskriver generalforsamlingsafgørelse. Til gyldig bestyrelsesbeslutning kræves almindeligt stemmeflertal.

Stiftelse af lån, erhvervelse eller afhændelse af fast ejendom kræver generalforsamlingsbeslutning.

Udadtil repræsenteres bestyrelsen ved sin formand.

Underskrifter af formanden, i forbindelse med 1 bestyrelsesmedlem, er retsligt bindende i ethvert forhold, der ligger inden for foreningens formål.

§ 17.

Formand, kasserer og sekretær er kontingentfrie.

§ 18.

Bestyrelsesmøder finder sted så ofte formanden eller to bestyrelsesmedlemmer finder det nødvendigt. Sekretæren tager referat.

Referat af generalforsamlinger skal offentliggøres på foreningens hjemmeside.

§ 19.

Bestyrelsen kan, om den finder det nødvendigt, på foreningens vegne søge juridisk bistand, når det gælder varetagelse af medlemmernes fælles interesser.

Således vedtaget på generalforsamlingen den 14. marts 1995.

Ændringer i § 9, §10 og §18 vedtaget på ekstraordinær generalforsamling 25/8 2020.